Det islandske outdoor-brand, 66°North er blevet internationalt anerkendt for sine funktionelle produkter. Nu åbner de deres tredje butik i København – og første archive-butik uden for Island. Butikken åbner den 7. februar på den ”bedst tænkelige adresse”. La Cour & Lykke har formidlet lejemålet på Gammel Kongevej 85 på vegne af AKF.
I præcis 100 år har 66°North, der blev skabt til at beskytte fiskere og arbejdere mod Islands barske klima, leveret funktionelle og holdbare produkter, der kan modstå selv de hårdeste vejrforhold. Navnet stammer fra breddegraden tæt ved polarcirklen, hvor 66°North blev skabt. I dag er 66°North internationalt anerkendt for sine produkter, og nu kan københavnerne se frem til en ny archive-butik, der bliver den første af sin slags uden for Island.
Josefine Laigaard, General Manager Denmark, 66°North, siger: “Vi har over de seneste år fået rigtig godt fat på det danske marked. Det er mere end 10 år siden, vi åbnede vores første butik i København og i år kan vi fejre 100-års jubilæum, så derfor føles det også som det rigtige tidspunkt at tage et skridt videre. Derfor er vi også begejstrede for at annoncere lanceringen af vores nye butikskoncept i København, 66°North Archive. Tidligere var det butikskoncept kun tilgængeligt i Island, men nu får vores danske kunder også glæde af det og mulighed for at få et indblik i et århundredes arv, håndværk og cirkulært design, da dele af butikken vil være second hand.”
”Vores kundegruppe passer rigtig godt med dem, der færdes på Vesterbro og Frederiksberg, så derfor er det også den bedst tænkelige adresse for os. Med Værnedamsvej lige ved siden af og Gammel Kongevej, der er i positiv udvikling, er der en rigtig god og naturlig strøm af mennesker. Vi glæder os til at åbne vores tredje butik – og første archive-butik – i den danske hovedstad,” siger Josefine Laigaard.
Hos udlejer, AKF, er der stor tilfredshed med den nye lejer, fortæller Pia Sloth Frandsen, udlejningschef hos AKF:
”Vi er glade for, at vi på relativt kort tid har udlejet Gammel Kongevej 85, og endda til et stærkt og internationalt brand som 66°North, der kommer med et nyt og spændende butikskoncept. For os handler det om at tiltrække lejere, der bidrager positivt til handelslivet og skaber værdi for området, og her er 66°North et rigtigt godt match. Stor tak til de involverede og særligt Kristian Hartmann fra La Cour & Lykke for det proaktive mæglerarbejde.”
Positive vinde på Gammel Kongevej
La Cour & Lykke har formidlet lejemålet på 129 m², som 66° North er i gang med at gøre klar til åbning den 7. februar. Formidlingsaftalen blev indgået i slutningen af 2025 og der blev dermed sat punktum for et begivenhedsrigt år på ”Frederiksbergs uofficielle hovedgade” for Københavns ældste erhvervsmægler, fortæller Kristian Hartmann, Direktør og Partner hos La Cour & Lykke:
”Vi er glade for at kunne skifte ’Til leje-skiltet’ ud med ’Udlejet’ i butiksruden på Gammel Kongevej 85 efter godt og vel 4 måneder på markedet. Det seneste år er det gået stærkt på Gammel Kongevej og bare i 2025 har vi udlejet hele 8 butikker på gaden. Det blæser positive vinde på Gammel Kongevej og mange nye, interessante butikker og spisesteder har slået dørene op det seneste år.”
”Det er altid en fornøjelse, når velkendte og populære brands som 66°North udvider med nye butikker og nye butikskoncepter og det bliver spændende at se, hvordan Frederiksberg og Københavns borgere tager imod den nye archive-butik. Stort tillykke til 66°North med den nye butik og tak til AKF for en god proces,” siger Kristian Hartmann.
Mere information
Kristian Hartmann, Direktør og Partner La Cour & Lykke, krh@ll.dk, +45 33 30 10 50