Den storsatsende danske detailkæde NORMAL slår dørene op for deres nye butik i løbet af efteråret 2023. NORMAL åbner en 504 m² stor butik, hvor der hver uge skal være nye varer på hylderne. La Cour & Lykke har stået for udlejningen af butikslokalet i det nye byområde, hvor bl.a. Lagkagehuset allerede er flyttet ind, og supermarkedskæden SPAR også åbner i løbet af efteråret 2023. Der er stadig mulighed for at leje butikslokaler i området, som ligger klos op ad Rødovre Station.
Det store, ambitiøse boligområde Rødovre Port tager form. Alle boliger står færdige og der er rykket ca. 1.000 beboere ind i det nye boligområde, som Gefion Group står bag. Nu kan de mange nye beboere i området se frem til at få nem adgang til dagligvarer, husholdningsartikler og artikler til personlig pleje.
Carsten Lygum, COO hos Gefion Group, fortæller: “Vi glæder os til at både NORMAL og SPAR flytter ind i Rødovre Port. NORMAL er en butikskæde, hvor du både kan få dagligvarer og artikler til personlig pleje og alt muligt andet, der gør hverdagen lettere, og med SPAR får man en supermarkedskæde, der engagerer sig i lokalområdet. Med åbningen af de to butikker er der en fantastisk mulighed for, at de knap 1.000 nye beboere og de ca. 4.000 mennesker, som dagligt tager til eller fra Rødovre Station, kan få klaret hverdagens indkøb i den nye bydel. Min klare forventning er at det vil løfte området og være en gavn for de lokale.”
Unik oplevelse hver gang
NORMAL har mere end 560 butikker fordelt i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Frankrig og Portugal. 134 af dem ligger i Danmark og der er flere på vej. En af de nye butikker der åbner i løbet af 2023 er i Rødovre Port, hvor den danske detailkæde har lejet et 504 m²-stort lokale.
Lars Bjerring, Country Manager hos NORMAL, siger: “Vi er glade for vores nye butik i Rødovre Port og glæder os til at slå dørene op, forhåbentlig i slutningen af året. Når vi ved mere om den præcise dato, melder vi ud på vores egne kanaler. Som altid når vi åbner en ny butik, starter vi med et brag af en åbningsfest og åbningen i Rødovre Port bliver ingen undtagelse. Der vil være masser af events, konkurrencer, giveaways og god stemning.”
“NORMAL er meget mere end faste lave priser på kendte mærkevarer. Hos NORMAL skal det altid være en ny og unik oplevelse at besøge en af vores butikker. Derfor kan beboerne i Rødovre Port og andre der kommer forbi vores kommende butik, se frem til en løbende udskiftning af varerne på hylderne. Faktisk får vi ca. 100 nye varer i butikkerne hver eneste uge, og det gør, at der altid er noget nyt og spændende at finde i butikken. Vi har selvfølgelig også vores faste sortiment af normale mærkevarer til unormale lave priser.”
Ledige lokaler i området
Erhvervsmæglervirksomheden La Cour & Lykke har stået for udlejningen af de to lokaler. Kristian Hartmann, partner hos La Cour & Lykke, fortæller: “Vi er rigtig glade for at have lavet en aftale med NORMAL og SPAR. Det er to stærke brands, som vil bidrage til en endnu større menneskestrøm i området. Det er ikke kun de 1.000 nye beboere, der får glæde af de nye butikker, men også hele området omkring Rødovre Port. Lagkagehuset var den første erhvervslejer, da de åbnede butikken i slutningen af 2022. De er meget tilfredse med deres nye butik i Rødovre Port og det håber vi også, at NORMAL og SPAR bliver. Derudover er der også åbnet en trafikskole og et advokatkontor i området, så mulighederne er mange.”
Han fortsætter: “Vi har flere forskellige detaillokaler i forskellige størrelser fra 72 m² til 318 m² på hylderne og også et stort lækkert kontorlokale på 593 m². Det er en god lokation, som ligger klos op ad Rødovre Station og dermed er det både nemt at komme til og fra, og samtidig er der god synlighed. Det er flotte nybyggede lokaler, som egner sig til forskellige brancher. Det er kun fantasien der sætter grænser.”
EDC Projekt Poul Erik Bech har bistået med udlejningen og genudlejningen af boligerne i Rødovre Port, hvor mere eller mindre alle 534 boliger er udlejet på nuværende tidspunkt.
Kontaktinformation:
Kristian Hartmann, Partner, Direktør & Erhvervsmægler, La Cour & Lykke, +45 33301050, krh@ll.dk