La Cour & Lykke har over de seneste år oplevet en fin vækst og har derfor ansat en ny erhvervsmægler, som skal hjælpe Københavns ældste erhvervsmæglervirksomhed med at fortsætte vækstrejsen. Karsten Gildberg (47) kommer fra en stilling i STAD Erhverv og tiltræder som erhvervsmægler 1. juni 2023, hvor han primært skal fokusere på udlejning og salg af erhvervslokaler.
Karsten Gildberg tiltræder hos La Cour & Lykke 1. juni 2023, hvor han bliver en del af Københavns ældste erhvervsmæglervirksomhed efter at have været knap to år i STAD Erhverv. Han fortæller:
”Jeg er måske en lidt atypisk erhvervsmægler. Størstedelen af min erfaring er fra den finansielle verden, med knap 12 år hos IBM. Det er først inden for de sidste par år, jeg har været en del af branchen, hvor jeg har haft god succes, og derfor ønsker jeg også at fortsætte i samme spor. Jeg har måske en mere pragmatisk tilgang end andre. Det handler om at skabe tillid, og hvordan gøres det bedst? Jeg vil hellere være realistisk og ærlig end at sætte en overpris for at få sagen ind, og derefter ikke kunne afsætte den. Jeg har arbejdet med tal gennem hele mit liv, så jeg har en god idé om, hvad tingene skal koste.”
Samme værdier
Karsten Gildberg er født og opvokset i Holbæk, men har i de sidste mange år boet i hovedstaden. I dag bor han med sin kone og deres tre døtre på Østerbro i København. ”La Cour & Lykke er eksperter i København, og det er også her mit kendskab er størst. Jeg har tidligere haft sager i fx Nakskov, men det er bare nemmere, når man kender området. Jeg har selv boet i København i mange år, så jeg ved, hvordan markedet er,” siger den nye erhvervsmægler hos La Cour & Lykke og fortsætter:
”Lige fra første snak med Kristian Hartmann har jeg fået et utroligt godt indtryk af dem som mennesker og La Cour & Lykke som virksomhed. Jeg kan spejle mig i de samme værdier, og måden de arbejder på, er meget lig måden, jeg gør tingene på, så det glæder jeg mig til at dyrke endnu mere.”
Fortsætter vækstrejse
La Cour & Lykke modtog i 2020 en Børsen Gazelle pris for god vækst og en stabil bundlinje. Den udvikling er fortsat de sidste par år, fortæller direktør og partner i La Cour & Lykke, Kristian Hartmann:
”Vi er specialiserede i udlejning af butik og kontor i en rimelig snæver geografi i og omkring København. Der er stadig gang i butiksudlejninger, men det er særligt kontorlokaler, hvor der er er gang i markedet i øjeblikket.”
”Vi har lige lukket vores regnskab for 2022, hvor vi markedet taget i betragtning, leverede et fint overskud. 2023 er startet virkelig godt, og vi løber stærkt. Derfor er vi også glade for at udvide teamet med Karsten Gildberg. Han kommer med en solid erfaring fra den finansielle sektor og relevant erfaring som erhvervsmægler, så det bliver rigtig godt. Jeg glæder mig meget til at byde Karsten velkommen.”